En bekymring, der hænger i luften omkring disse ændringer, handler om fleksibiliteten i arbejdslivet. Her i Danmark, og i Norden generelt, er vi vant til en høj grad af tillid mellem ledere og ansatte i forhold til fremmøde og arbejdstid. Så længe arbejdet udføres til tiden på en effektiv måde, og der arbejdes det antal timer, der er aftalt i løbet af en uge, er der mange arbejdsgivere, der ikke ser behovet for at være alt for nøjagtige med hvilke dage og tidspunkter arbejdet udføres på.

Denne fleksibilitet giver øget værdi for både ansatte og virksomheder. Ansatte får større tryghed i hverdagen, da de ikke behøver at bekymre sig om jobbet, når hverdagens puslespil bliver udfordrende med børnehave, tandlægeaftaler og bilproblemer. Til gengæld får virksomhederne mere produktive ansatte med lavere stressniveauer og bedre mental sundhed. Frygten er, at de ændringer, der nu kommer, vil lægge hindringer i vejen for denne fleksibilitet, som giver os bedre livskvalitet.

Formålet med lovændringerne og kravet om tidsregistrering er at sikre, at ansatte ikke overbelastes, og at de bliver behandlet retfærdigt i forhold til arbejdstider. Det i sig selv er en god ting. I teorien vil klarere rammer og bedre gennemsigtighed bidrage til bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv for danske arbejdstagere. Men der kan potentielt opstå en problemstilling, som må løses, hvis den øgede struktur kommer i vejen for fleksibiliteten i vores arbejdskultur.

De nye regler er naturligvis ikke ment som en hindring for fleksibiliteten, men som de er formuleret, står de alligevel i modsætning til den. Vi har til gode at se, hvordan tingene vil udvikle sig i praksis efter 1. juli, og hvordan lønmodtagere og virksomheder vil modtage ændringerne og eventuelt tilpasse sig.